Man skulle stå tidligt op den 12. februar for at få en ledig parkeringsplads uden for Aabybro Mediecenter. Jammerbugt Kommune havde denne dag inviteret samtlige ledige personer i kommunen til at møde udbydere af jobs og uddannelse ansigt til ansigt. Dertil kom alle dem, der øjnede chancen for et jobskifte. Og fremmødet var enormt.
Jammerbugt i førertrøjen
Arrangementet var kulminationen på Jobcenter Jammerbugt’s kampagne mod flaskehalse på det lokale arbejdsmarked. Og de kan det dér med at gøre ledige hænder aktive i Jammerbugt Kommune. Det viser en oversigt fra Beskæftigelsesministeriet. Jammerbugt indtager en førsteplads blandt de nordjyske kommuner i opfyldelsen af målene i ministeriets plan ”Ny chance til alle”. Og forspringet øges kvartal for kvartal, bl.a. takket være et initiativ som jobmessen.

Screening for virksomheder
MatchMind fik med sin stand i Aabybro Mediecenter del i succes’en - på flere fronter. Lars Poulsen, som sammen med Carsten Teilmann repræsenterede MatchMind, er fuld af lovord:
- Vi havde to primære opgaver. Dels skulle vi sikre kontakten med alle dem, der besøgte MatchMind’s stand. Dels bistod vi med at screene kompetencerne hos de jobsøgere, der henvendte sig hos andre deltagende virksomheder på messen. Så der var nok at se til.
- Nogle af dem, der henvendte sig til os, var ude efter et fast job og skeptiske over for tanken om at skulle arbejde som vikar. Men når de hørte om fordelene og de erfaringer, vi har med bl.a. at sluse vikarer videre ud i fast beskæftigelse, ændrede mange holdning.
Udvidet netværk
- Allerede under jobmessen fik vi en klar fornemmelse af, at dette her ville give pote. Alene fremmødet og antallet af kontakter indikerede det. Bagefter kan vi se, at vor fornemmelse var rigtig. Vi har i ugerne efter haft mange messebesøgende til samtale og fået en del af dem i job. Flere end vi har kunnet tidligere ved lignende arrangementer. Dertil kommer, at vi fik udvidet vort netværk til virksomheder, der har behov for arbejdskraft, så vi har virkelig haft stor gavn af at være med på jobmessen, slutter vor tilfredse jobkonsulent.
Med venlig hilsen
Karin Brorsen
adm. direktør