Der er interessant læsning i Beskæftigelsesministeriets review fra uge 25. Ugebrevet bringer en opgørelse over beskæftigelsen i første kvartal, og den viser en stigning på 0,7% i forhold til fjerde kvartal sidste år. Næsten 17.000 flere kom i arbejde, så det samlede antal beskæftigede rundede 2.336.700. På 3 år har beskæftigelsen rykket sig 7% i positiv retning svarende til godt 153.000 personer. Danmark har nu den næstlaveste ledighed i OECD-området.
Færre offentligt ansatte
Det er de private virksomheder, der i første kvartal i år har tiltrukket nye ansatte, mens den offentlige sektor har afgivet arbejdskraft. Overraskende for de fleste er nok, at landbrug og fiskeri er den branche, som har oplevet den største procentvise tilgang af arbejdskraft (+2,2%) og at transport, post og telekommunikation har måttet sige farvel til, hvad der svarer til 0,2% af medarbejderstyrken.
Vi arbejder mere
På trods af den store tilgang af nye medarbejdere, har manglen på arbejdskraft som bekendt været udtalt. Dette har bevirket, at vi gennemsnitligt i dag arbejder længere end for få år siden. I følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der fra 2005 til 2007 lagt ekstra 4 dage til vores arbejdstid. Det svarer til arbejdsindsatsen fra 50.000 fuldtidsansatte.
Fortsat kamp om arbejdskraften
Selv den truende konjunkturnedgang vil ikke umiddelbart slukke virksomhedernes tørst efter arbejdskraft. Årsagerne er flere. For det første er der stadig mange ledige jobs. For det andet vil der de kommende år ske indskrænkning af arbejdsstyrken, da mange fra den såkaldt store årgang forlader arbejdsmarkedet.
Dertil kommer, at behovet for kvalificeret, motiveret og fleksibel arbejdskraft også vil være til stede i perioder med afmatning. Måske netop i sådanne perioder, for det er her nye ideer skal fødes, ligesom organisation og processer skal omlægges for at gøre virksomheden mere konkurrencedygtig. Det er der sjældent tid til, når den kæmper en daglig kamp med at opfylde kundernes efterspørgsel.
- - -
MatchMind har solid erfaring i rekruttering og vikarassistance og går gerne i dialog om tilrettelæggelse af virksomhedens organisering og bemanding. Kontakt os for en mødeaftale allerede i dag.
Med venlig hilsen
Karin Brorsen
adm. direktør