Søg
MatchMind ønsker glædelig jul og godt nytår!18-12-2009
MatchMind kan se tilbage på et skelsættende år. Dårlige konjunkturer og selskabs-fusion nødvendiggjorde til-pasninger af organisationen, men skabte også grundlag for fornyelse af mål, strategier og image. MatchMind står derfor godt rustet til de udfordringer, der venter os i 2010.

Et historisk vanskeligt år
Dronning Elisabeth II anvendte tilbage i 1992 udtrykket ”annus horribilis” (”et rædselsfuldt år”) om de skilsmisser, skandaler og andre ulykker, der væltede ned over det engelske kongehus netop det år. 17 år senere kan vi gøre den britiske regents ord til vores. Finanskrisen afstedkom en hård opbremsning af den internationale økonomiske udvikling i løbet af 2009 - med virksomhedskollapser, store underskud i samfundsøkonomierne og personlige tragedier i sit kølvand.

Klar til fremtiden
Herhjemme har krisen gjort store indhug i mange virksomheders indtjening, og efterspørgslen efter arbejdskraft er faldet markant. Det har naturligvis ramt vikarbranchen hårdt. Også hos MatchMind har de dårlige markedsvilkår sat sine spor. Vi har desværre måttet tage afsked med gode og dygtige medarbejdere for at opnå den nødvendige balance mellem ordremængde og personaleressourcer.
Som omtalt i et tidligere nyhedsbrev gennemførte vi i starten af året en sammenlægning af MatchMind’s to daværende selskabskonstellationer. Med denne fulgte en række justeringer af virksomhedens mål og strategier, ligesom vi fornyede vores markedsføringsmateriale. Disse skridt, sammen med tilpasningen af organisationen, har båret frugt, således at MatchMind fortsat fremstår som en sund virksomhed med evnen til proaktivt at tackle de udfordringer fremtiden byder.

Vending i sigte
I MatchMind ser vi derfor lyst på fremtiden. Markedet for rekruttering og bemanding vil endnu en tid være presset, og realistisk bedømt må vi imødese et første kvartal af 2010 med en fortsat svagt negativ udvikling. I 2. kvartal forventer vi imidlertid, at aktivitetsniveauet langsomt vil stige og virksomhedernes behov for arbejdskraft atter vise sig.

Med dette vil jeg gerne takke for året der gik, og ønske MatchMind’s kunder, medarbejdere og øvrige samarbejdspartnere en glædelig jul og et fremgangsrigt 2010, idet jeg ser frem til et fortsat frugtbart samarbejde.


Med venlig hilsen

Karin Brorsen
adm. direktør


 

Tilbage